Hvorfor kampen mod dine følelser kun gør dem stærkere - og dig trættere

Jeg tænker nogle gange på psykisk lidelse som noget, der næsten fungerer som en autoimmun proces. Ikke fordi det bogstaveligt er en autoimmun sygdom, men fordi den mekanisme, der skulle beskytte os, gradvist kommer til at angribe vores evne til at leve frit.

Vi lever i et samfund, hvor vi er blevet meget optagede af at løse problemer. Når noget gør ondt, forsøger vi at fikse det. Når vi bliver triste, forsøger vi at blive glade. Når vi bliver angste, forsøger vi at slippe af med angsten. Når vi bliver usikre, forsøger vi at fjerne usikkerheden. Det virker intuitivt, fordi det ofte er en god strategi over for ydre problemer.

Men vores indre liv fungerer anderledes.

Når vi konsekvent møder bestemte følelser med modstand, kontrol eller undgåelse, begynder hjernen og nervesystemet gradvist at lære, at netop disse indre oplevelser må være tegn på fare. Hvis vi igen og igen reagerer på angst, sorg eller skam, som om de er noget, der skal væk hurtigst muligt, lærer nervesystemet ikke, at de er ufarlige. Tværtimod lærer det, at de kræver beskyttelse.

Dermed opstår en ond cirkel.

Der kommer en følelse. → Vi forsøger at slippe af med den. → Det giver nogen gange en kortvarig lettelse. → Vi bekræfter oplevelsen som farlig, i vores autonome nervesystem. → Næste gang reagerer kroppen hurtigere og kraftigere. → Vi forsøger den samme kortsigtede strategi af kontrollere endnu mere. → Langsomt bliver kampen mod følelserne en større belastning end følelserne selv.

Paradokset er, at det ikke længere primært er angsten, sorgen eller skammen, der skaber lidelsen. Det er kampen imod dem.

Efterhånden bliver denne kamp så omfattende, at den begynder at påvirke hele vores måde at fungere på. At være konstant på vagt, analysere sig selv, undertrykke følelser og forsøge at kontrollere sit indre liv kræver enorme mængder energi. Kroppen kan ikke være i alarmberedskab uden en pris.

For nogle mennesker bliver resultatet en gradvis følelsesmæssig nedlukning. Ikke fordi følelserne forsvinder, men fordi systemet forsøger at beskytte personen mod alt det, der opleves som farligt. Problemet er, at nervesystemet ikke kan slukke selektivt for smerte. Når vi bliver mindre åbne over for sorg, bliver vi ofte også mindre åbne over for glæde. Når vi lukker ned for frygt, lukker vi ofte samtidig ned for engagement, nysgerrighed og nærvær. Hos nogle kan denne tilstand opleves meget lig en depression eller være en del af en egentlig depressiv tilstand.

Samtidig begynder kroppen at bære prisen for den vedvarende belastning. Hukommelsen bliver dårligere. Koncentrationen svigter. Fordøjelsen påvirkes. Søvnen bliver urolig. Kroppen kan føles rastløs, anspændt eller fuldstændig drænet. Disse symptomer bliver let tolket som endnu et tegn på, at noget er alvorligt galt, hvilket skaber endnu mere frygt og endnu flere forsøg på at kontrollere eller undgå oplevelserne.

På den måde begynder systemet næsten at ligne en autoimmun proces. Det, der oprindeligt skulle beskytte os mod smerte, bliver gradvist det, der holder lidelsen i live. Vores psykologiske forsvar kommer til at vende sig mod vores egen oplevelse.

Den gode nyhed er, at hvis denne proces er blevet lært, kan den også aflæres.

Løsningen er sjældent at kæmpe hårdere eller finde den perfekte strategi til at slippe af med ubehaget. Tværtimod består en stor del af helingen i langsomt at opdage, at følelser ikke er fjender, der skal besejres, men oplevelser, der kan bæres. Når vi gradvist holder op med at behandle vores indre liv som en trussel, får nervesystemet mulighed for at lære det samme.

Målet er derfor ikke et liv uden smerte.

Målet er et liv, hvor smerte ikke længere bestemmer retningen.

Og hvis du vil have hjælp, til at komme i mål med det - så er det en af de ting jeg har aller mest erfaring med at hjælpe folk ud af - Den evige kamp.