Din krop snakker ikke dansk - Grunden til at du ikke kan tænke dig ud af det.

Jeg tænker nogle gange, at vi forveksler det at forstå noget med faktisk at have lært det.

Man kan godt vide, at den angstreaktion, man kender, ikke er farlig. Man kan have læst om nervesystemet, forstået kroppens alarmreaktion og fået forklaret, hvorfor hjertet banker, kroppen ryster eller tankerne kører hurtigt.

Alligevel kan kroppen reagere, som om der er fare på færde, næste gang de velkendte symptomer dukker op.

Det kan være enormt frustrerende. For hvis jeg ved, at det ikke er farligt, hvorfor føles det så stadig sådan?

Fordi intellektuel forståelse og erfaringsbaseret læring ikke er det samme.

Vores nervesystem lytter ikke kun til det, vi fortæller os selv. Det lægger også mærke til, hvad vi gør. Hvis vi straks stopper, flygter, distraherer os eller desperat forsøger at få symptomerne væk, kan kroppen lære, at symptomerne kræver en akut reaktion.

Det giver måske lettelse i øjeblikket. Men lettelsen kan samtidig komme til at bekræfte, at der var noget, vi måtte reddes fra.

Det betyder ikke, at vejrtrækningsøvelser, grounding eller andre redskaber er dårlige. Det afgørende er ofte, hvilken funktion de får.

Der er forskel på at trække vejret roligt for at få angsten til at forsvinde og på at bruge vejrtrækningen som støtte til at blive i en situation, mens angsten får lov til at være der.

Den samme øvelse kan enten blive en flugtvej eller en hjælp til at blive stående.

Det er blandt andet derfor, at forandring må ske gennem erfaring. Kroppen skal ikke kun høre, at en følelse kan bæres. Den må gradvist opleve det.

Det sker, når man går en tur, selvom uroen er med. Når man bliver i supermarkedet lidt længere, selvom kroppen larmer. Når man deltager i middagen uden først at kræve, at angsten forsvinder. Ikke ved at overvælde sig selv, men ved langsomt at opdage, at ubehag og handling godt kan eksistere samtidig.

Hver gang vi gør det, skaber vi en ny erfaring:

Jeg var bange, og jeg kunne stadig være her.

Jeg mærkede symptomerne, og jeg behøvede ikke opgive det, der betød noget.

Jeg havde det svært, men mit liv kunne fortsætte omkring det.

Det er en anden form for sikkerhed end den, vi ofte leder efter. Sikkerhed bliver ikke længere fraværet af ubehag. Den bliver tilliden til, at vi kan rumme ubehaget uden at miste retningen.

Det kræver også, at symptomerne langsomt får en mindre central rolle. For når vi har været bange længe, kan hele dagen begynde at blive organiseret omkring dem. Hvad hvis angsten kommer? Hvordan undgår jeg svimmelheden? Kan jeg klare det i dag?

Symptomerne bliver hovedpersonen, mens resten af livet må tilpasse sig.

Vejen ud består derfor ikke kun i at få alarmen til at falde. Den består i at give noget andet hovedrollen igen. Relationerne. Arbejdet. Nysgerrigheden. De små ting, vi gerne vil kunne deltage i, selv når kroppen ikke føles helt, som vi ønsker.

Paradokset er, at kroppen ofte først begynder at falde til ro, når ro ikke længere er adgangsbilletten til at leve.

Målet er ikke at blive et menneske, der aldrig mærker angst eller ubehag.

Målet er at blive et menneske, hvis liv ikke længere behøver vente på, at det forsvinder.

Hvis du har ræsonneret med ovenstående, og gerne vil have hjælp til at slippe kampen, så book en tid.