Hvad er ACT - og hvordan kan det hjælpe?

Jeg tænker nogle gange, at mange mennesker kommer i terapi med et håb om at finde den rigtige løsning på deres indre liv.

Hvis bare jeg kan forstå, hvorfor jeg har det sådan. Hvis bare jeg kan få stoppet tankerne. Hvis bare jeg kan lære at kontrollere angsten, uroen eller tristheden. Så kan jeg endelig begynde at leve igen.

Det giver god mening. Når vi står over for et problem, forsøger vi naturligt at løse det. Men vores indre liv fungerer ikke altid som et ydre problem, der kan analyseres og fjernes. Nogle gange bliver selve forsøget på at få kontrol en del af det, der holder os fast.

Vi overtænker. Distraherer os selv. Lukker ned. Presser videre. Undgår bestemte situationer eller forsøger at skubbe bestemte følelser væk. Ofte virker det på kort sigt. Uroen falder måske lidt, og vi får en midlertidig pause.

Men hvis strategien gentages længe nok, kan livet langsomt begynde at blive mindre. Vi bruger mere tid på at undgå det, vi ikke vil mærke, og mindre tid på det, vi faktisk ønsker at leve for. Samtidig kan det være udmattende hele tiden at skulle overvåge og regulere sit eget indre.

Det er blandt andet dette mønster, Acceptance and Commitment Therapy – forkortet ACT – beskæftiger sig med.

ACT tager ikke udgangspunkt i, at svære tanker og følelser skal fjernes, før livet kan begynde. Tilgangen forsøger i stedet at styrke det, der kaldes psykologisk fleksibilitet: evnen til at være til stede i det, der sker, og vælge sin handling med en vis frihed, også når der er uro, tvivl eller smerte til stede.

Det betyder ikke, at følelser er ligegyldige, eller at alle problemer blot skyldes vores modstand mod dem. Nogle gange er der forhold i livet, der faktisk skal ændres. Nogle mennesker har brug for praktisk hjælp, medicinsk behandling, traumebehandling eller en anden terapeutisk tilgang. ACT er ikke den eneste vej, og den passer ikke nødvendigvis lige godt til alle.

Men for nogle mennesker er kampen mod det indre blevet en væsentlig del af lidelsen.

Jo mere de forsøger ikke at føle angst, desto mere kommer livet til at handle om angst. Jo mere de forsøger at undgå usikkerhed, desto flere situationer må de holde sig fra. Og jo mere de venter på at få det rigtigt, før de begynder at leve, desto længere bliver livet sat på pause.

I ACT betyder accept ikke, at man synes om det, der gør ondt. Det betyder heller ikke, at man skal affinde sig med dårlige vilkår eller holde op med at forsøge at ændre sit liv.

Accept betyder i denne sammenhæng snarere at holde op med at føre en kamp mod det, der allerede er til stede i øjeblikket. Angsten er her. Sorgen er her. Tanken er her. Spørgsmålet bliver så ikke kun, hvordan oplevelsen kan fjernes, men hvordan man ønsker at handle, mens den er her.

Det kan lyde passivt, men er ofte det modsatte. Det kræver øvelse at mærke uro uden straks at flygte fra den, at have en selvkritisk tanke uden automatisk at behandle den som sandhed eller at gå i en vigtig retning uden først at føle sig sikker.

I ACT arbejder man derfor også med at skabe lidt mere afstand til tankerne. Ikke ved at argumentere med dem eller erstatte dem med positive tanker, men ved at opdage, at en tanke er noget, sindet producerer – ikke nødvendigvis en besked, der skal adlydes.

Der er forskel på at tænke: Jeg kommer til at fejle.

Og på at lægge mærke til: Jeg har tanken, at jeg kommer til at fejle.

Indholdet er næsten det samme. Men i den anden formulering opstår der en lille afstand. Tanken kan stadig være ubehagelig, men den behøver ikke alene afgøre, hvad der skal ske bagefter.

ACT handler derfor ikke kun om at kunne rumme det svære. Det handler også om retning. Hvad vil du gerne stå for? Hvordan vil du gerne være i dine relationer? Hvad vil du bruge dit liv på, hvis frygten ikke alene skal bestemme?

Værdier fungerer ikke som mål, man én gang for alle kan nå. De fungerer mere som en retning, man kan bevæge sig i. Man bliver aldrig færdig med at være en nærværende partner, en omsorgsfuld ven eller et modigt menneske. Men man kan vælge små handlinger, der peger i den retning – også på en dag, hvor motivationen eller roen ikke er kommet først.

Det betyder, at udvikling ikke kun bliver vurderet ud fra, om symptomerne er forsvundet. Vi kan også spørge: Er livet blevet større? Har jeg fået flere handlemuligheder? Kan jeg gøre mere af det, der betyder noget for mig, selv når mit indre ikke samarbejder?

Forskningen peger på, at ACT kan være hjælpsomt ved flere psykiske og fysiske problemstillinger. Resultaterne varierer dog mellem målgrupper og studier, og ACT er ikke dokumenteret som generelt bedre end andre etablerede terapiformer. En rimelig konklusion er derfor ikke, at ACT virker bedst, men at det er en undersøgt tilgang, som kan være hjælpsom for mange – afhængigt af problemstillingen, relationen og den enkelte person. Nyere forskning finder positive resultater, men også varierende evidenssikkerhed, mens sammenligninger med traditionel kognitiv terapi ikke viser en entydig vinder på tværs af udfald. BMC Psychiatry, 2025, Journal of Contextual Behavioral Science, 2023.

Det, jeg selv finder værdifuldt ved ACT, er derfor ikke et løfte om et liv uden ubehag.

Det er muligheden for ikke længere at skulle vente på det liv.

Målet er ikke, at angst, sorg eller tvivl aldrig dukker op. Målet er, at de ikke alene skal bestemme retningen. At der langsomt kan opstå mere plads mellem det, vi føler, og det, vi gør.

Og i den plads kan der opstå noget, som mange har manglet længe:

Muligheden for at vælge.

Hvis du gerne vil have hjælp til, at få din mulighed til selv at vælge tilbage - så book en tid hos mig.

Litteraturliste

A-Tjak, J. G. L., Davis, M. L., Morina, N., Powers, M. B., Smits, J. A. J., & Emmelkamp, P. M. G. (2015). A meta-analysis of the efficacy of Acceptance and Commitment Therapy for clinically relevant mental and physical health problems. Psychotherapy and Psychosomatics, 84(1), 30–36.

Fang, S., & Ding, D. (2023). The differences between Acceptance and Commitment Therapy (ACT) and cognitive behavioral therapy: A three-level meta-analysis. Journal of Contextual Behavioral Science, 28, 149–168.

Gloster, A. T., Walder, N., Levin, M. E., Twohig, M. P., & Karekla, M. (2020). The empirical status of Acceptance and Commitment Therapy: A review of meta-analyses. Journal of Contextual Behavioral Science, 18, 181–192.

Hayes, S. C., Luoma, J. B., Bond, F. W., Masuda, A., & Lillis, J. (2006). Acceptance and Commitment Therapy: Model, processes and outcomes. Behaviour Research and Therapy, 44(1), 1–25.

Hayes, S. C., Strosahl, K. D., & Wilson, K. G. (2012). Acceptance and Commitment Therapy: The process and practice of mindful change (2. udg.). Guilford Press.

Levin, M. E., Hildebrandt, M. J., Lillis, J., & Hayes, S. C. (2012). The impact of treatment components suggested by the psychological flexibility model: A meta-analysis of laboratory-based component studies. Behavior Therapy, 43(4), 741–756.

Zou, Y., Wang, R., Xiong, X., Bian, C., Yan, S., et al. (2025). Effects of Acceptance and Commitment Therapy on negative emotions, automatic thoughts and psychological flexibility for depression and its acceptability: A meta-analysis. BMC Psychiatry, 25, artikel 602.