Hvem (eller hvad) er du?

6. dec.

Skrevet af Victor Soendergaard - Autoriseret Psykolog

Hvis jeg spurgte dig, hvem du er, hvad ville du så svare?

Måske ville du fortælle mig dit navn. Hvad du arbejder med. Hvor du bor. Hvem du er sammen med. Måske ville du beskrive dig selv som omsorgsfuld, usikker, ambitiøs, følsom eller stærk.

Men er det dig?

Dit navn blev givet til dig. Dit arbejde kan ændre sig. Du kan flytte. Dine relationer kan få andre former, og de ord, du bruger om dig selv, har sandsynligvis ikke altid været de samme.

Hvis du skiftede arbejde i morgen, ville du så blive mindre dig?

Hvis et menneske, du elsker, ikke længere var en del af dit liv, ville den del af dig, der oplever tabet, så også forsvinde?

Hvis du holdt op med at være den stærke, den dygtige eller den, der altid klarer sig, hvem ville du så være?

Er du din historie?

Du har sandsynligvis en historie om dig selv.

Måske handler den om, at du altid har været lidt anderledes. At du ikke er god nok. At du skal passe på andre. At du let bliver overvældet. Eller at du er et menneske, der ikke giver op.

Nogle af historierne kan være smertefulde. Andre kan være historier, du er stolt af.

Men har de altid været der?

Kunne du være dig, før du lærte at fortælle dem?

Og hvis historien om dig ændrer sig, er det så dig, der har ændret sig – eller blot den måde, du beskriver dig selv på?

Prøv at tænke tilbage på dig selv som barn. Din krop var anderledes. Du vidste andre ting. Du havde andre bekymringer, andre drømme og måske en helt anden forestilling om fremtiden.

Er barnet stadig dig?

Hvis ja, hvad er det så, der gør jer til den samme?

Det kan ikke være kroppen alene. Næsten alt ved den har forandret sig. Det kan heller ikke være dine holdninger, din viden eller dine følelser, for også de har skiftet gennem livet.

Så hvad er det, der har været med hele vejen?

Er du det, du føler?

Vi siger ofte: Jeg er angst. Jeg er trist. Jeg er vred.

Men for få timer siden havde du måske en anden følelse. Og i morgen kan den følelse, der fylder alt lige nu, være mindre tydelig eller helt væk.

Når angsten forsvinder et øjeblik, forsvinder du så sammen med den?

Når sorgen træder i baggrunden, bliver du så mindre virkelig?

Og hvem er det, der opdager, at følelsen har ændret sig?

Prøv at lægge mærke til det, du føler lige nu. Måske er der uro, ro, nysgerrighed, modstand eller næsten ingenting, du kan sætte ord på.

Du behøver ikke ændre det. Bare læg mærke til, at du kan registrere, at det er der.

Hvis du kan mærke en følelse komme, vokse og senere aftage, hvad fortæller det så om forholdet mellem dig og følelsen?

Er du dine tanker?

Prøv nu at vente på din næste tanke.

Du ved ikke nødvendigvis, hvad den bliver. Måske kommenterer den på teksten. Måske siger den, at tanke eksperimentet er mærkelig. Måske handler den pludselig om noget, du skal huske senere.

Valgte du tanken, før den kom?

Eller opdagede du den først, da den allerede var der?

Hvis du kan høre en tanke sige, at du ikke er god nok, er tanken så den samme som den, der hører den?

Hvis du kan være uenig med en tanke, hvem er det så, der er uenig?

Og hvis der i et kort øjeblik ikke er nogen tydelig tanke – måske mens du lytter til musik, ser ud over havet eller bliver helt optaget af noget – holder du så op med at eksistere i det øjeblik?

Tanker kommer og går. Nogle vender tilbage så ofte, at de føles som gamle bekendte. Andre passerer så hurtigt, at du næsten ikke registrerer dem.

Men hvad er det, de kommer og går i?

Hvem stiller spørgsmålet?

Måske får dit sind lyst til at finde det rigtige svar nu. Et nyt ord. En ny definition. En mere præcis fortælling om, hvem du egentlig er.

Men ville den definition ikke også være endnu en tanke?

Og ville du ikke kunne lægge mærke til den på samme måde som alle de andre?

Måske er dette ikke et spørgsmål, der skal besvares hurtigt. Måske bliver det mindre tydeligt, jo mere man forsøger at forklare det.