Har du nogensinde hørt om Mohini, den hvide tiger?
Jeg tænker nogengange på Mohini, når jeg står i badet om morgenen eller når jeg ligger i min seng om aften.
Hvad starter indeni dig, når du tænker på en hvid tiger?
Måske føler du ærefrygt, fascination, varme eller noget helt fjerde. Det er svært ikke at forestille sig et elegant og stærk dyr, der bevæger sig med en hvilen og selvfølge der tillader det kæmpe store dyr at nærmest glide gennem naturen.
Men måske er virkeligheden ikke altid, som vores hjerne forestiller sig den er. Så lad mig fortælle dig historien om Mohini, den hvide tiger.
Den går sådan her:
I 1960’erne blev den hvide tiger Mohini bragt til USA fra Indien som en gave, og præsenteret for præsident Eisenhower - Mohini var et utroligt og majæstetisk dyr og Eisenhower ville have mulighed for at tage ned og besøge hende ofte. Mohini blev derfor fragtet tilNational Zoo i Washington D.C, kun få kilometer fra det hvide hus.
Men vi levede ikke ligefrem i en tid, hvor dyrevelfærd stod øverst på listen - så Mohini blev indkvarteret i et bur på omtrent tre meter på hver led. Mohini som selv var 2 meter plus en sjat fra snude til hale havde altså en verden der gik en meter i hver retning. Og den meter brugte hun, så godt hun kunne. Mohini stoppede aldrig med at gå, hver dag gik hun tre skridt til det nærmeste hjørne - vendte mod venstre og gik tre skridt mere. Igen. Og igen. Og igen. Og igen.
Som årene gik, stoppede folk med at komme og se Mohini - ingen gad se en tiger, der var gået fra forstanden, og som tydeligvis ikke havde det godt. Det var hjerteskærende.
Så - nok mere af økonomiske årsager, end af moralske - et projekt blev stablet på benene for at skabe et habitat til Mohini hvor hun kunne trives. Over det næste år byggede man et naturligt område på flere tusinde kvadratmeter, med bakker, en lille sø og træer - man hang endda et kollosalt traktordæk i en snor henover vandet som Mohini kunne lege med.
Da habitatet stod færdigt havde man tilkaldt alle fra pressen og giver gratis billetter ud i hundredevis så alle kunne se Mohini storme ud og udforske sit nye hjem. Folk stod i lag op mod habitatets hævede hegn, da Mohinis bur blev åbnet. Men Mohini stormede ikke ud og kastede sig ned i søen eller legede med sin gynge. Mohini tog nogle meget langsomme og usikre skridt ud i habitatet hvorefter hun farede til det nærmeste hjørne. Vendte sig mod venstre. Tog sine tre skridt. Vendte sig mod venstre igen. Tog sin tre skridt. Og sådan fortsatte hun resten af dagen. Og resten af den uge. Og måneden med. Og hun blev ved, til der ikke voksede græs i det hjørne mere, fordi hun havde trådt området fladt. Og det gjorde hun indtil den dag hun døde - d. 02 April 1979. Hun gik rundt i det bur i fire lange år - og i et bur af hendes eget sind de resterende 15 år.
Jeg har ikke tænkt mig at fornærme dit intellekt, ved nu at forklare dig moralen ved historien - men jeg kunne godt tænke mig at stille dig et spørgsmål.
Hvilken historie tror du Mohinis hjerne fortalte hende? Tror du hun tænkte at det var farligt at stoppe med at gå, fordi hun havde gået så længe? Tror du hun aldrig endte med at stole på at hun var fri? Tror du hun gik og ventede på at modet, til at bryde fri, kom til hende?
Uanset hvad du er kommet frem til der foregik indeni Mohini, så er det en sørgerlig historie. Verden ved sin fingerspidser, og at gå og vente på at man føler det rigtige eller tænker det rigtige til at kunne deltage i den. Der er ingen der betvivler at Mohini har alle årsager i verden, til at føle sig fanget. Og bange. Og sikkert utroligt alene. Jeg tror også, at vi allesammen kan forstå, at uanset hvad Mohinis marchering gjorde for hende - så holdte den hende i gang. Og måske på mange måder, lærte et eller andet indeni Mohini, at hvis hun går i firkanter, så fortsætter livet.
Hvis du er nået så langt her, så tænker jeg du måske kan relatere til Mohini på et eller andet plan. Jeg kan i hvert fald. Mohini nåede aldrig at turde give slip, på det der føltes som om, der holdt hende i live i de år hun havde det aller sværest. Men måske kan du?
