Victor Søndergaaard - Psykolog

Jeg arbejder med afsæt i Acceptance and Commitment Therapy (ACT), som for mig ikke blot er en metode, men en grundlæggende måde at forstå mennesker på. I ACT tager vi udgangspunkt i, at mennesket ikke er defekt. Der er ikke noget i dig, som først skal fjernes eller fikses, før du kan have det godt nok. I stedet retter vi blikket mod det forhold, du har til dine tanker, følelser og kropslige fornemmelser – og hvordan dette forhold kan komme til at begrænse dit liv.

Mange mennesker, jeg møder, har brugt lang tid på at forsøge at komme af med det, der gør ondt. Det kan være angst, uro, selvkritik eller svære minder. Ofte giver det god mening, at vi forsøger at beskytte os selv på den måde. Men det kan også føre til, at livet gradvist bliver smallere, og at vi mister kontakten til det, der er vigtigt for os.

I terapien vil jeg sammen med dig undersøge, hvordan du forholder dig til det, der er svært – og hvad det koster dig. Vi vil arbejde med at skabe en anden måde at være med dine indre oplevelser på, hvor der er mere plads, mere bevægelighed og mindre kamp. Det handler ikke om at få det ubehagelige til at forsvinde, men om at ændre måden, det fylder i dit liv på.

For mig handler terapi grundlæggende om at finde en vej til at være med det, der er. At kunne være i sig selv – også når det er svært – uden hele tiden at skulle væk fra eller imod det. I det arbejde opstår der ofte en oplevelse af at komme mere hjem i sig selv. Ikke fordi alt bliver let, men fordi relationen til det, der er, bliver mere åben og bæredygtig.

Jeg ser det som en fælles undersøgelse, hvor vi i dit tempo arbejder med at skabe kontakt til hele det menneske, du er. Ikke kun de sider, der er nemme at være med, men også dem, der gør ondt. Målet er ikke at blive en anden, men at kunne leve et liv, der i højere grad er i overensstemmelse med det, der er vigtigt for dig.